The education of the Israelites included all their habits of life. Everything that concerned their well-being was the subject of divine solicitude, and came within the province of divine law. Even in providing their food, God sought their highest good. The manna with which He fed them in the wilderness was of a nature to promote physical, mental, and moral strength. Though so many of them rebelled against the restriction of their diet, and longed to return to the days when, they said, "We sat by the fleshpots, and when we did eat bread to the full" (Exodus 16:3), yet the wisdom of God's choice for them was vindicated in a manner they could not gainsay. Notwithstanding the hardships of their wilderness life, there was not a feeble one in all their tribes.

Alle israelitternes livsvaner var indbefattede i deres opdragelse. Alt, hvad der angik deres velbefindende, var genstand for guddommelig omsorg og kom ind under den guddommelige lovs område. Selv ved deres forsyning med føde søgte Gud at gøre det allerbedste for dem. Den manna, hvormed han mættede dem i ørkenen, var af en sådan art, at den virkede fremmende på de legemlige, sjælelige og moralske kræfter. Skønt så mange af dem gjorde oprør mod de begrænsninger, som blev foretaget i deres kost, og længtes efter at vende tilbage til den tid, hvor, som de sagde:»Vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte i brød!« (2Mos. 16,3), så blev visdommen i Guds valg for dem godtgjort på en måde, som var uimodsigelig. Til trods for alle afsavnene under deres tilværelse i ørkenen fandtes der blandt alle deres stammer ikke en eneste, som var svag.