I wept and prayed much as I saw our goods confiscated. I tried to read sympathy or pity for me in the looks of those around me, and marked the countenances of several whom I thought would speak to me and comfort me if they did not fear that they would be observed by others. I made one attempt to escape from the crowd, but seeing that I was watched, I concealed my intentions. I commenced weeping aloud, and saying: “If they would only tell me what I have done or what I have said!” My husband, who was sleeping in a bed in the same room, heard me weeping aloud and awoke me. My pillow was wet with tears, and a sad depression of spirits was upon me. {1T 578.1}

Jeg græd og bad meget da jeg så vore ejendele blive beslaglagt. Jeg prøvede at finde sympati og medlidenhed i deres udseende omkring mig og lagde mærke til minen i adskillige af dem, jeg troede ville tale til mig og trøste mig, hvis de da ikke var bange for at andre ville lægge mærke til dem. Jeg gjorde et forsøg på at flygte fra hoben, men jeg så at jeg blev overvåget, jeg skjulte mine hensigter. Jeg begyndte at græde højt og sagde "Om de bare ville fortælle mig, hvad jeg har gjort eller hvad jeg har sagt!" min mand som sov i en seng i det samme værelse, hørte mig græde højt og vækkede mig. Min pude var våd af tårer og jeg var dybt nedtrykt.