Grieved in spirit beyond measure, I remained at home, dreading to go anywhere among the church for fear of being wounded. Finally, as no one made an effort to relieve my feelings, I felt it to be my duty to call together a number of experienced brethren and sisters, and meet the reports which were circulating in regard to us. Weighed down and depressed, even to anguish, I met the charges against me, giving a recital of my journey east, one year since, and the painful circumstances attending that journey. {1T 580.2}

Sorgbetynget uden mål, blev jeg derhjemme, (581) og var skrækslagen for at gå nogen steder i menigheden af frygt for at blive såret. Til sidst følte jeg, da ingen gjorde nogen anstrengelse for at lindre mine følelser, at det var min pligt at sammenkalde et antal erfarende brødre og søstre og imødekomme de rygter, som var i omløb om os. Nedtrykt helt til smerten, mødte jeg angrebene mod mig og jeg gav en fremstilling af mine rejser mod øststaterne, for et år siden og de smertelige omstændigheder, der fulgte med den rejse.