Our old, hard-riding carriage had been well-nigh killing us and our team. Long journeyings with it, the labor of meetings, home cares and labors, were too much for us, and I feared that my work was done. My husband tried to encourage me and urged me to start out again to fill our appointments at Orange, Greenbush, and Ithaca. Finally I resolved to start, and, if I was no worse, continue the journey. I rode ten miles kneeling in the carriage on a cushion and leaning my head upon another in my husband’s lap. He drove and supported me. The next morning I was some better and decided to go on. God helped us to speak in power to the people at Orange, and a glorious work was done for backsliders and sinners. At Greenbush I had freedom and strength given me. At Ithaca the Lord helped us to speak to a large congregation whom we had never met before. {1T 599.3}

Vor gamle meget brugte hestevogn var næsten ved at ødelægge os og vor gruppe. Lange rejser i den, arbejdet med møderne og de hjemlige bekymringer og pligter var for meget for os og jeg frygtede at min gerning var ved at være færdig. Min mand prøvede på at opmuntre mig og tilskyndede mig til at begynde igen med at udfylde vore pligter i Orange, Greenbush og Ithaca. Til sidst besluttede jeg mig for at begynde med dette og hvis jeg ikke fik det dårligere, ville jeg fortsætte rejsen. Jeg rejste seksten kilometer på knæ på en pude i vognen og hældte mit hoved på en anden pude i min mands skød. Han bøjede sig ned og støttede mig. Den næste morgen var jeg noget bedre og besluttede at gå i gang. Gud hjalp os til at tale med kraft til folkene i Orange og et strålende arbejde blev gjort for de frafaldne og syndere. I Greenbush fik jeg frihed og styrke. (600) I Ithaca hjalp Herren os med at tale til en stor forsamling, som vi aldrig havde mødt før.