I was forcibly reminded of deathbed repentance. Some serve themselves and Satan all their lives, and then as sickness subdues them, and a fearful uncertainty is before them, they manifest some sorrow for sin, and perhaps say they are willing to die, and their friends make themselves believe that they have been truly converted and fitted for heaven. But if these should recover, they would be as rebellious as ever. I am reminded of Proverbs 1:27, 28: “When your fear cometh as desolation, and your destruction cometh as a whirlwind; when distress and anguish cometh upon you. Then shall they call upon Me, but I will not answer; they shall seek Me early, but they shall not find Me.” {1T 81.3}

Nogle få uger efter dette, på vor vej til Boston, tog vi damperen i Portland. En voldsom storm rejste sig, og vi befandt os (81) i stor fare. Båden vippede frygteligt og bølgerne sprøjtede ind af kabinens vinduer. Der herskede stor frygt i damernes kabine. Mange bekendte deres synder og råbte til Gud om nåde. Nogle kaldte på jomfru Maria og bad hende om at bevare dem,. mens andre aflagde højtidelige løfter til Gud om, at dersom de nåede land, ville de hellige deres liv til hans tjeneste. Det var en scene med skræk og forvirring. Idet båden rokkede, vendte en dame sig mod mig og sagde: "Er du ikke bange? Jeg formoder at det er en kendsgerning, at vi måske aldrig når land." Jeg fortalte hende, at jeg havde gjort Kristus til mit tilflugtssted, og hvis mit arbejde var udført, kunne jeg lige så godt ligge på bunden af havet, som Jeg kunne være noget andet sted; men hvis mit arbejde ikke var, udført, kunne alle havets vande ikke drukne mig. Min tillid var hos Gud; han ville bringe os sikkert til land, hvis det var til hans ære.