Little Henry was soon taken very sick, and grew worse so fast that we were much alarmed. He lay in a stupid state; his breathing was quick and heavy. We gave remedies with no success. We then called in a person of experience in sickness, who said that his recovery was doubtful. We had prayed for him, but there was no change. We had made the child an excuse for not traveling and laboring for the good of others, and we feared the Lord was about to remove him. Once more we went before the Lord, praying that He would have compassion upon us, and spare the life of the child, and solemnly pledging ourselves to go forth, trusting in God, wherever He might send us. {1T 84.1}

I Gorham, Maine, den 26. august 1847, blev vores ældste søn Henry Nichols White født. I oktober tilbød bror og søster Howland fra Topsham os venligt en del af deres bolig, som vi med glæde tog imod og påbegyndte vores husholdning med lånte møbler. Vi var fattige og oplevede vanskelige tider. Vi havde besluttet os for ikke at være afhængige af andre, men at underholde os selv og desuden have noget, som vi kunne hjælpe andre med. Men vi havde ikke fremgang. Min mand arbejdede meget hårdt med at slæbe sten ved jernbanen, men han fik ikke det, han fortjente for sit arbejde. Bror og søster H. delte frit med os, når som helst de kunne; men de havde trange kår. De troede fuldt ud på det første og det andet budskab og havde gavmildt givet af deres formue til arbejdets fremme, indtil de var afhængige af deres daglige arbejde.