While at Topsham we received a letter from Brother Chamberlain of Connecticut, urging us to attend a Conference in that state in April, 1848. We decided to go if we could obtain means. My husband settled with his employer, and found that there was ten dollars due him. With five of this I purchased articles of clothing which we much needed, and then patched my husband’s overcoat, even piecing the patches, making it difficult to tell the original cloth in the sleeves. We had five dollars left to take us to Dorchester, Massachusetts. Our trunk contained nearly everything we possessed on earth; but we enjoyed peace of mind and a clear conscience, and this we prized above earthly comforts. In Dorchester we called at the house of Brother Nichols, and as we left, Sister N. handed my husband five dollars, which paid our fare to Middletown, Connecticut. We were strangers in that city, and had never seen one of the brethren in the state. We had but fifty cents left. My husband did not dare to use that to hire a carriage, so he threw the trunk up on a pile of boards, and we walked on in search of someone of like faith. We soon found Brother C., who took us to his house. {1T 84.3}

På dette tidspunkt blev jeg vist, at Herren havde prøvet os til vort bedste og for at berede os til at arbejde for andre; at han havde vendt vort hjem op og ned, så vi ikke skulle slå os til ro. Vor gerning var at arbejde for sjæle; hvis vi havde haft fremgang, ville hjemmet have været så behageligt, at vi ville have været uvillige til at forlade det. Gud havde tilladt prøvelser at komme over os for at berede os til de stadig større kampe, vi ville møde på vore rejser. Vi modtog snart breve fra brødre fra forskellige stater, der indbød os til at besøge dem; men vi havde ingen midler til at rejse væk fra staten. Vort svar var, at vejen ikke var åbnet for os. Jeg troede, at det ville være umuligt for mig at rejse med mit barn. Vi ønskede ikke at være afhængige og sørgede omhyggeligt for at leve inden for vore midler. Vi var besluttet på at lide frem for at komme i gæld. Jeg tillod mig selv og mit barn en halv liter mælk hver dag. En morgen, før min mand gik på arbejde, efterlod han mig ni cents til at købe mælk for til tre morgener. Det var en kamp for mig at bestemme, hvorvidt jeg skulle købe mælk til mig selv og min baby eller købe en klædning til ham. Jeg gav afkald på mælken og købte stof til en klædning, så jeg kunne dække mit barns bare arme.