But oh, when our noble Henry died, [The death of Henry N. White occurred at topsham, Maine, December 8, 1863.] at the age of sixteen; when our sweet singer was borne to the grave, and we no more heard his early song, ours was a lonely home. Both parents and the two remaining sons felt the blow most keenly. But God comforted us in our bereavements, and with faith and courage we pressed forward in the work He had given us, in bright hope of meeting our children who had been torn from us by death, in that world where sickness and death will never come. {1T 103.1} In August, 1865, my husband was suddenly stricken down by paralysis. This was a heavy blow, not only to myself and my children, but to the cause of God. The churches were deprived both of my husband’s labors and of my own. Satan triumphed as he saw the work of truth thus hindered. But, thank God! he was not permitted to destroy us. After being cut off from all active labor for fifteen months, we ventured out once more together to work among the churches. {1T 103.2}

Men åh, da vor prægtige Henry døde ( Henry N. White døde i Topsham, Maine, den 8. december 1863.) i en alder af seksten; da vor blide sanger blev båret til graven, og vi ikke længere hørte hans tidlige sang, var vort hjem ensomt. Både forældre og de to tilbageblevne sønner følte slaget meget stærkt. Men Gud trøstede os i vort tab, forårsaget af dødsfald, og med tro og mod gik vi fremad i den gerning, han havde givet os, i et strålende håb om at møde vore børn, som var blevet revet fra os ved døden, i den verden, hvor sygdom og død aldrig vil komme. I august 1865 blev min mand pludselig ramt af lammelse. Dette var et tungt slag, ikke blot for mig og mine børn, men for Guds sag. Menighederne blev berøvet både min mands arbejde og mit eget. Satan triumferede, da han så sandhedens gerning således hindret. Men, tak Gud! Han fik ikke lov til at ødelægge os. Efter at være afskåret fra alt aktivt arbejde i femten måneder vovede vi os endnu en gang ud sammen for at arbejde blandt menighederne.