On the following Monday he had a severe chill, and the next day I, too, was attacked. Together we were taken to the sanitarium for treatment. On Friday my symptoms became more favorable. The doctor then informed me that my husband was inclined to sleep, and that danger was apprehended. I was immediately taken to his room, and as soon as I looked upon his countenance I knew that he was dying. I tried to arouse him. He understood all that was said to him, and responded to all questions that could be answered by Yes or No, but seemed unable to say more. When I told him I thought he was dying, he manifested no surprise. I asked if Jesus was precious to him. He said “Yes, oh, yes.” “Have you no desire to live?” I inquired. He answered: “No.” {1T 109.2}


Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 14. 109.     Fra side 109 i den engelske udgave.tilbage

Min mands død

Den efterfølgende mandag blev han stærkt forkølet, og den næste dag blev jeg også angrebet. Sammen blev vi ført til sanatoriet for at få behandling. Om fredagen blev mine symptomer bedre. Lægen fortalte mig da, at mm mand var tilbøjelig til at sove, og at man frygtede, at han var i fare. Jeg blev straks ført til hans værelse, og så snart jeg så hans ansigtsudtryk, vidste jeg, at han var ved at dø. Jeg prøvede at vække ham. Han forstod alt, hvad der blev sagt til ham, og han svarede på alle de spørgsmål, der kunne besvares med ja eller nej, men han syntes ude af stand til at sige mere. Da jeg fortalte ham, at jeg troede, han var ved at dø, viste han intet tegn på overraskelse. Jeg spurgte, om Jesus var dyrebar for ham. Han sagde: "Ja, åh ja." "Har du intet ønske om at leve?" spurgte jeg. Han svarede: "Nej."

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.