The shock of my husband’s death—so sudden, so unexpected—fell upon me with crushing weight. In my feeble condition I had summoned strength to remain at his bedside to the last, but when I saw his eyes closed in death, exhausted nature gave way, and I was completely prostrated. For some time I seemed balancing between life and death. The vital flame burned so low that a breath might extinguish it. At night my pulse would grow feeble, and my breathing fainter and fainter till it seemed about to cease. Only by the blessing of God and the unremitting care and watchfulness of physician and attendants was my life preserved. {1T 110.2}

Chokket over min mands død - så pludselig, så uventet - ramte mig med overvældende magt. I min svage tilstand havde jeg samlet styrke til at blive ved hans seng til det sidste, men da jeg så hans øjne, lukkede i døden, gav den afkræftede natur efter, og jeg var fuldstændig udmattet. I nogen tid syntes jeg at svinge mellem liv og død. Livsflammen brændte så lavt, at et åndepust kunne udslukke den. Om natten blev min puls svagere og min vejrtrækning svagere og svagere, til den syntes at ville ophøre. Det var kun Guds velsignelse og lægens og medhjælpernes uophørlige pleje og årvågenhed, der bevarede mit liv.