When sinners were invited forward to the anxious seat, hundreds responded to the call, and I, among the rest, pressed through the crowd and took my place with the seekers. But there was in my heart a feeling that I could never become worthy to be called a child of God. A lack of confidence in myself, and a conviction that it would be impossible to make anyone understand my feelings, prevented me from seeking advice and aid from my Christian friends. Thus I wandered needlessly in darkness and despair, while they, not penetrating my reserve, were entirely ignorant of my true state. {1T 14.4}

Når syndere blev budt frem til bodsbænken, svarede hundredvis på opfordringen, og sammen med de andre trængte jeg igennem mængden og tog plads blandt de søgende. Men i mit hjerte følte jeg, at jeg aldrig ville blive værdig (15) til at kaldes et Guds barn. En mangel på tillid til mig selv og en overbevisning om, at det ville være umuligt at få nogen til at forstå mine følelser, forhindrede mig i at søge råd og hjælp fra mine kristne venner. Således flakkede jeg unødigt om i mørke og fortvivlelse, mens mine venner var helt uvidende om min sande tilstand, da de ikke kunne trænge igennem min tilbageholdenhed.