Arriving at home, I spent most of the long hours of darkness in prayer and tears. One reason that led me to conceal my feelings from my friends was the dread of hearing a word of discouragement. My hope was so small, and my faith so weak, that I feared if another took a similar view of my condition, it would plunge me into despair. Yet I longed for someone to tell me what I should do to be saved, what steps to take to meet my Saviour and give myself entirely up to the Lord. I regarded it a great thing to be a Christian, and felt that it required some peculiar effort on my part. {1T 16.1}


Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 2. 16.     Fra side 16 i den engelske udgave.tilbage

Min omvendelse

(16) Da vi kom hjem, tilbragte jeg størstedelen af mørkets timer i bøn og gråd. En årsag til, at jeg skjulte mine følelser for mine venner, var frygten for at høre et nedslående ord. Mit håb var så lille og min tro så svag, at jeg frygtede, at hvis en anden antog et lignende synspunkt om min tilstand, ville det styrte mig i fortvivlelse. Dog længtes jeg efter, at nogen skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at blive frelst, hvilke skridt jeg skulle tage for at møde min Frelser og overgive mig helt til Herren. Jeg betragtede det som en stor ting at være en kristen og følte, at det krævede særlige anstrengelser fra min side.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.