I saw that some of the servants of God, even ministers, are so easily discouraged, self is so quickly hurt, that they imagine themselves slighted and injured when it is not so. They think their lot hard. Such realize not how they would feel should the sustaining hand of God be withdrawn, and they pass through anguish of soul. They would then find their lot tenfold harder than it was before, while they were employed in the work of God, suffering trials and privations, yet withal having the Lord’s approbation. Some that are laboring in the cause of God know not when they do have an easy time. They have had so few privations and know so little of want or wearing labor or burden of soul that when they have an easy time, when they are favored of God and almost entirely free from anguish of spirit, they know it not and think their trials great. I saw that unless such have a spirit of self-sacrifice, and are ready to labor cheerfully, not sparing themselves, God will release them. He will not acknowledge them as His self-sacrificing servants, but will raise up those who will labor, not slothfully, but in earnest, and will know when they have an easy time. God’s servants must feel the burden of souls and weep between the porch and the altar, crying: “Spare Thy people, O Lord.” {1T 129.3}


Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 22. 129.     Fra side 129 i den engelske udgave.tilbage

Vidnesbyrd 2 (1856)
De to veje

Jeg så, at nogle af Guds tjenere, endog prædikanter, bliver så let modløse og deres jeg så let stødt, at de indbilder sig at være blevet tilsidesat, når dette ikke er tilfældet. (130) De synes, at deres lod er svær. Sådanne forstår ikke, hvordan de ville føle, dersom Guds bærende hånd blev fjernet og de måtte gennemgå sjælelig ængstelse. Da ville de finde, at deres lod var ti gange sværere, end den var før, medens de var beskæftigede i Guds gerning, hvor de vel måtte lide prøvelser og savn, men ligefuldt nød Guds velbehag. Nogle, som arbejder i Guds sag, ved ikke, hvornår de virkelig har en sorgløs tid. De har mødt så få savn og kender så lidt til mangel eller opslidende arbejde eller sjælebyrde, at når de har en sorgløs tid, når de nyder Guds velbehag og er næsten fuldstændig fri for ængstelse i ånden, ved de det ikke, men mener, at deres prøvelser er svære Jeg så, at medmindre sådanne får en selvopofrelsens ånd og er villige til at arbejde med glæde og ikke spare sig selv, vil Gud fritage dem. Han vil ikke anerkende dem som sine selvopofrende tjenere, men vil oprejse sådanne, som vil arbejde, ikke trægt, men med alvor og som vil være klar over, hvornår de har en sorgløs tid. Guds tjenere må føle byrden for sjæle; de må græde mellem forhallen og alteret og sige: »Herre, spar dog dit folk!"

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.