I saw the wives of the ministers. Some of them are no help to their husbands, yet they profess the third angel’s message. They think more of studying their own wishes and pleasure than the will of God, or how they can hold up the hands of their husbands by their faithful prayers and careful walk. I saw that some of them take so willful and selfish a course that Satan makes them his instruments and works through them to destroy the influence and usefulness of their husbands. They feel at liberty to complain and murmur if they are brought through any strait places. They forget the sufferings of the ancient Christians for the truth’s sake and think that they must have their wishes and way, and follow their own will. They forget the suffering of Jesus, their Master. They forget the Man of Sorrows, who was acquainted with grief—He who had not where to lay His head. They do not care to remember that holy brow, pierced with a crown of thorns. They forget Him, who, bearing His own cross to Calvary, fainted beneath its burden. Not merely the burden of the wooden cross, but the heavy burden of the sins of the world, was upon Him. They forget the cruel nails driven through His tender hands and feet, and His expiring, agonizing cries: “My God, My God, why hast Thou forsaken Me?” After all this suffering endured for them, they feel a strong unwillingness to suffer for Christ’s sake. {1T 137.1}

[Jeg så prædikanternes hustruer. Nogle af dem er ingen hjælp for deres mænd og dog bekender de sig til den tredje engels budskab. De tænker mere på at opfylde deres egne ønsker og deres eget behag end på Guds vilje, eller hvorledes de kan holde deres mænds hænder oppe ved deres trofaste bønner og forsigtige vandel. Jeg så, at nogle af dem optræder på en så egensindig og egoistisk måde, at Satan gør dem til sine redskaber og gennem dem arbejder for at ødelægge deres mænds indflydelse og brugbarhed. De føler sig frie til at klage og knurre, hvis de kommer under trange forhold. De glemmer de kristnes lidelser for sandhedens skyld fordum og mener, at alt må ske efter deres ønsker og på deres måde og at de må følge deres egen vilje. De glemmer den lidende Jesus, deres Mester. De glemmer smerternes mand, som kendte til sorg han, som ikke havde det, hvortil han kunne hælde sit (138) hoved. De bryder sig ikke om at erindre hin hellige pande, som blev gennemstukket af tornekronen. De glemmer ham, der segnede om under byrden, da han bar sit eget kors til Golgata. Det var ikke korstræets byrde alene, der hvilede på ham, men vægten af verdens synder. De glemmer de grumme nagler, der blev drevet igennem hans følsomme hænder og fødder og hans kvalfulde råb, før han opgav ånden: »Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?« Efter al denne lidelse, som blev båret for deres skyld, nærer de dog en stærk uvilje mod at lide for Kristi skyld.