I saw how little the Pattern was studied, how little exalted before them. How little do the young suffer, or deny self, for their religion! To sacrifice is scarcely thought of among them. They entirely fail of imitating the Pattern in this respect. I saw that the language of their lives is: Self must be gratified, pride must be indulged. They forget the Man of Sorrows, who was acquainted with grief. The sufferings of Jesus in Gethsemane, His sweating as it were great drops of blood in the garden, the platted crown of thorns that pierced His holy brow, do not move them. They have become benumbed. Their sensibilities are blunted, and they have lost all sense of the great sacrifice made for them. They can sit and listen to the story of the cross, hear how the cruel nails were driven through the hands and feet of the Son of God, and it does not stir the depths of the soul. {1T 155.1}

Jeg så, hvor lidt det guddommelige mønster blev studeret, hvor lidt det blev ophøjet for dem. Hvor lidt de unge dog lider eller fornægter sig selv for deres kristendom! Opofrelse tænkes der næsten ikke på, iblandt dem. De undlader fuldstændig at efterligne mønstret i denne henseende. Jeg så, at de ved deres liv siger: Jeget må tilfredsstilles, stoltheden må føjes. De glemmer sorgens mand, som var kendt med smerte. Jesu lidelser i Getsemane, hans sved som store blodsdråber inde i haven og den flettede tornekrone; der gennemborede hans hellige pande, rør dem ikke. De er stivnede. Deres følelser er afstumpede og de har mistet al sans for dem store opofrelse, der blev gjort for dem. De kan sidde og lytte til beretningen om korset, høre om, hvorledes de grumme nagler blev drevet igennem Guds søns hænder og fødder og det griber dem ikke i dybet af deres sjæl.