I had never prayed in public and had only spoken a few timid words in prayer meeting. It was now impressed upon me that I should seek God in prayer at our small social meetings. This I dared not do, fearful of becoming confused and failing to express my thoughts. But the duty was impressed upon my mind so forcibly that when I attempted to pray in secret I seemed to be mocking God because I had failed to obey His will. Despair overwhelmed me, and for three long weeks no ray of light pierced the gloom that encompassed me. {1T 26.1}

Jeg havde aldrig bedt offentligt og havde kun sagt nogle få frygtsomme ord på bønnemøder. Nu blev jeg tilskyndet til, at jeg skulle søge Gud i bøn ved vore små sammenkomster. Dette turde jeg ikke gøre af frygt for at blive forvirret og ikke formå at udtrykke mine tanker. Men denne pligt blev indprentet i mit sind i så stærk en grad, at når jeg forsøgte at bede alene, syntes jeg at spotte Gud, fordi jeg havde undladt at adlyde hans vilje. Fortvivlelse overmandede mig, og i tre lange uger var der ingen lysstråle, som gennemtrængte det mørke, der omgav mig.