Finally we reached the last step, and stood before a door. Here my guide directed me to leave all the things that I had brought with me. I cheerfully laid them down; he then opened the door and bade me enter. In a moment I stood before Jesus. There was no mistaking that beautiful countenance. That expression of benevolence and majesty could belong to no other. As His gaze rested upon me, I knew at once that He was acquainted with every circumstance of my life and all my inner thoughts and feelings. {1T 28.3}

Til sidst nåede vi det sidste trin og stod foran en dør. Her sagde min vejviser, at jeg skulle efterlade alle de ting, som jeg havde bragt med mig. Jeg lagde dem glædeligt fra mig; derefter åbnede han døren og bad mig gå ind. Et øjeblik efter stod jeg foran Jesus. Man kunne ikke tage fejl af det smukke ansigt. Det udtryk af velvilje og majestæt kunne ikke tilhøre nogen anden. Idet hans blik hvilede på mig, vidste jeg med et, at han kendte til enhver begivenhed i mit liv og til alle mine inderste tanker og følelser.