I tried to shield myself from His gaze, feeling unable to endure His searching eyes, but He drew near with a smile, and, laying His hand upon my head, said: “Fear not.” The sound of His sweet voice thrilled my heart with a happiness it had never before experienced. I was too joyful to utter a word, but, overcome with emotion, sank prostrate at His feet. While I was lying helpless there, scenes of beauty and glory passed before me, and I seemed to have reached the safety and peace of heaven. At length my strength returned, and I arose. The loving eyes of Jesus were still upon me, and His smile filled my soul with gladness. His presence filled me with a holy reverence and an inexpressible love. {1T 28.4}

Jeg søgte at beskytte mig mod hans blik, idet jeg følte mig ude af stand til at udholde hans forskende øjne, men han kom nærmere med et smil, (29) og idet han lagde sin hånd på mit hoved, sagde han: "Frygt ikke." Lyden af hans milde stemme fyldte mit hjerte med en glæde, som jeg aldrig før havde erfaret. Jeg var for glad til at sige et ord, men overvældet af sindsbevægelse kastede jeg mig ned for hans fødder. Mens jeg lå hjælpeløs der, så jeg smukke, herlige scener, og jeg syntes at have nået himmelens sikkerhed og fred. Efterhånden fik jeg min styrke tilbage, og jeg rejste mig. Jesu elskværdige øjne så stadig på mig, og hans smil fyldte min sjæl med glæde. Hans tilstedeværelse fyldte mig med en hellig ærefrygt og en ubeskrivelig kærlighed.