The night after receiving so great a blessing, I attended the advent meeting. When the time came for the followers of Christ to speak in His favor, I could not remain silent, but rose and related my experience. Not a thought had entered my mind of what I should say; but the simple story of Jesus’ love to me fell from my lips with perfect freedom, and my heart was so happy to be liberated from its bondage of dark despair that I lost sight of the people about me and seemed to be alone with God. I found no difficulty in expressing my peace and happiness, except for the tears of gratitude that choked my utterance as I told of the wondrous love that Jesus had shown for me. {1T 32.2}

Aftenen efter jeg havde modtaget så stor en velsignelse, tog jeg del i adventmødet. Da tiden kom for Kristi efterfølgere at tale til hans gunst, kunne jeg ikke tie stille, men jeg rejste mig og fortalte om min erfaring. Jeg havde ikke tænkt det fjerneste over, hvad jeg skulle sige; men den enkle historie om Jesu kærlighed til mig lød fra mine læber med en fuldkommen frihed, og mit hjerte var så lykkeligt over at være befriet fra dets fortvivlede trældom, at jeg mistede menneskene omkring mig af syne og syntes at være alene med Gud. Udover glædestårerne, som var ved at kvæle min udtale, havde jeg ikke svært ved at udtrykke min fred og glæde, idet jeg fortalte om den vidunderlige kærlighed, som Jesus havde vist mig.