It was some months after this conversation before I heard anything further concerning this doctrine; but during this time my mind had been much exercised upon the subject. When I heard it preached, I believed it to be the truth. From the time that light in regard to the sleep of the dead dawned upon my mind, the mystery that had enshrouded the resurrection vanished, and the great event itself assumed a new and sublime importance. My mind had often been disturbed by its efforts to reconcile the immediate reward or punishment of the dead with the undoubted fact of a future resurrection and judgment. If at death the soul entered upon eternal happiness or misery, where was the need of a resurrection of the poor moldering body? {1T 40.1}

Der gik nogle måneder efter denne samtale, før jeg hørte mere om denne lære; men i løbet af denne tid havde mit sind været meget optaget af dette spørgsmål. Da jeg hørte det blive forkyndt, troede jeg, at det var sandheden. Fra, det tidspunkt, da lyset om dødens søvn gik op for mig, forsvandt det mysterium, der havde indhyllet opstandelsen, og den store begivenhed antog en ny og ophøjet betydning. Mit sind havde ofte været foruroliget ved dets anstrengelser på at forene de dødes umiddelbare belønning eller straf med den utvivlsomme kendsgerning om en fremtidig opstandelse og dom. Hvis sjælen ved døden gik til evig lykke eller ulykke, hvor var så behovet for opstandelse af det stakkels hensmuldrende legeme?