In my simplicity I expected that my Methodist brethren and sisters would understand my feelings and rejoice with me. But I was disappointed; several sisters groaned and moved their chairs noisily, turning their backs upon me. I could not think what had been said to offend them, and spoke very briefly, feeling the chilling influence of their disapprobation. When I had ceased speaking, Elder B. asked me if it would not be more pleasant to live a long life of usefulness, doing others good, than to have Jesus come speedily and destroy poor sinners. I replied that I longed for the coming of Jesus. Then sin would have an end, and we would enjoy sanctification forever, with no devil to tempt and lead us astray. {1T 35.2}

I min enfoldighed forventede jeg, at mine metodistbrødre og -søstre ville forstå mine følelser og glæde sig med mig. Men jeg blev skuffet; adskillige søstre stønnede og flyttede støjende deres stole, idet de vendte ryggen til mig. Jeg kunne ikke (36) forstå, hvad der kunne være sagt, som kunne støde dem. Jeg talte meget kortfattet, idet jeg mærkede deres misbilligelses kølige påvirkning. Da jeg havde ophørt med at tale, spurgte forstanderen mig, om det ikke ville være mere behageligt at leve et langt liv til nytte og gøre andre godt, end at Jesus snart skulle komme og tilintetgøre stakkels syndere. Jeg svarede, at jeg længtes efter Jesu komme. Da vil synd få en ende, og vi vil nyde helliggørelse for evigt uden nogen djævel til at friste og lede os på vildspor.