We were convinced that we ought no longer to attend the class meeting. The hope of the glorious appearing of Christ filled our souls and would find expression when we rose to speak. This seemed to kindle the ire of those present against the two humble children who dared, in the face of opposition, to speak of the faith that had filled their hearts with peace and happiness. It was evident that we could have no freedom in the class meeting; for our testimony provoked sneers and taunts that reached our ears at the close of the meeting, from brethren and sisters whom we had respected and loved. {1T 37.3}


Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 4. 37.     Fra side 37 i den engelske udgave.tilbage

Afsked med metodistmenigheden

Vi var overbeviste om, at vi ikke længere skulle tage til klassemøderne. Håbet om Kristi herlige tilsynekomst fyldte vore sjæle og ville komme til udtryk, når vi rejste os for at tale. Dette så ud til at vække de tilstedeværendes vrede mod to ydmyge børn, som til trods for modstand vovede at tale om den tro, som havde fyldt deres hjerter med (38) fred og lykke. Det var tydeligt, at vi ikke ville kunne nyde nogen frihed under klassemødet; for vore vidnesbyrd fremkaldte spot og hån, der nåede vore ører ved slutningen af mødet, fra brødre og søstre, som vi havde respekteret og elsket.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.