Anciently, children were not permitted to marry without the consent of their parents. Parents chose for their children. It was considered a crime for children to contract marriage upon their own responsibility. The matter was first laid before the parents, and they were to consider whether the person to be brought into a close relation to them was worthy, and whether the parties could provide for a family. It was considered by them of the greatest importance that they, the worshipers of the true God, should not intermarry with an idolatrous people, lest their families be led away from God. Even after children were married, they were under the most solemn obligation to their parents. Their judgment was not then considered sufficient without the counsel of the parents, and they were required to respect and obey their wishes unless these should conflict with the requirements of God. {1T 218.1}

I gammel tid var det ikke tilladt børn at indgå ægteskab uden forældrenes samtykke. Forældrene traf valget for deres børn. Hvis børn indgik ægteskab på eget ansvar, blev det betragtet som en forbrydelse. Sagen blev først lagt frem for forældrene og de skulle overveje, hvorvidt den pågældende, der ville komme i et så nært slægtskab med dem, var værdig eller ej og hvorvidt de to ville kunne forsørge en familie. Det blev af forældrene anset som værende af den største betydning, at de, som tilbad den sande Gud, ikke indgiftede sig med et afgudsdyrkende folk, for at ikke deres familier skulle blive ledet bort fra Gud. Selv efter at børnene havde giftet sig, stod de under den højtideligste forpligtelse over for deres forældre. Deres skøn blev ikke anset for at være tilstrækkeligt uden forældrenes råd og det forlangtes, at de skulle respektere og adlyde deres ønsker, medmindre disse var i strid med Guds krav.