Upon recovering, I was very happy in bearing my testimony for Jesus and in telling of His love for me. I confessed my lack of faith in the promises of God and my error in checking the promptings of His Spirit from fear of men, and acknowledged that, notwithstanding my distrust, He had bestowed upon me unlooked-for evidence of His love and sustaining grace. The brother who had opposed me then rose, and with tears confessed that his feelings in regard to me had been all wrong. He humbly asked my forgiveness, and said: “Sister Ellen, I will never again lay a straw in your way. God has shown me the coldness and stubbornness of my heart, which He has broken by the evidence of His power. I have been very wrong.” {1T 46.2}

Efter at være kommet mig var jeg meget glad for at aflægge mit vidnesbyrd for Jesus og at fortælle om hans kærlighed til mig. Jeg bekendte min manglende tro på Guds løfter og min fejltagelse, idet jeg havde hindret Helligåndens tilskyndelser af frygt for mennesker. Jeg takkede for, at Gud til trods for min mistillid havde givet mig uventede beviser på hans kærlighed og opretholdende nåde. Den bror, der havde modstået mig, rejste sig nu, og med tårer i sine øjne bekendte han, at hans følelser med hensyn til mig havde været meget forkerte. Han bad mig ydmygt om tilgivelse og sagde: "Søster Ellen, jeg vil aldrig mere lægge det mindste i vejen for dig. Gud har vist mig mit hjertes kulde og stædighed, som han har brudt ved beviserne på hans magt. Jeg har taget meget fejl."