God does not require our brethren to take charge of every poor family that shall embrace this message. If they should do this, the ministers must cease to enter new fields, for the funds would be exhausted. Many are poor from their own lack of diligence and economy; they know not how to use means aright. If they should be helped, it would hurt them. Some will always be poor. If they should have the very best advantages, their cases would not be helped. They have not good calculation and would use all the means they could obtain, were it much or little. Some know nothing of denying self and economizing to keep out of debt and to get a little ahead for a time of need. If the church should help such individuals instead of leaving them to rely upon their own resources, it would injure them in the end, for they look to the church and expect to receive help from them and do not practice self-denial and economy when they are well provided for. And if they do not receive help every time, Satan tempts them, and they become jealous and very conscientious for their brethren, fearing they will fail to do all their duty to them. The mistake is on their own part. They are deceived. They are not the Lord’s poor. {1T 272.2}

Gud kræver ikke, at vore brødre skal tage sig af enhver fattig familie, som kommer til at antage dette budskab. Hvis de skulle gøre det, måtte prædikanterne høre op med at betræde nye virkefelter, fordi pengemidlerne ville udtømmes. Mange er fattige på grund af deres egen mangel på flid og sparsommelighed; de forstår ikke at bruge midlerne på rette måde. Dersom de blev hjulpet, ville det skade dem. Nogle vil altid være fattige. Selv om de fik de allerstørste fordele, ville de ikke afhjælpe deres forhold. De kan ikke gøre gode beregninger og opbruge alle de midler, de kunne opnå, enten de var meget eller lidt. Nogle kender intet til fornægtelse af selvet eller til at spare for at holde fri for gæld eller kunne lægge (273) lidt til side, til de måtte behøve det. Dersom menigheden skulle hjælpe sådanne mennesker i stedet for at lade dem stole på deres egen hjælpekilder, ville det i længden skade dem; for de ville se han til menigheden og vente hjælp af den og de ville ikke øve selvfornægtelse og sparsommelighed, når der blev sørget godt for dem. Og hvis de ikke får hjælp hver gang frister Satan dem og de bliver nidkære og meget samvittighedsfulde på deres brødreres vegne af frygt for, at disse skal forsømme deres pligt mod dem. Fejlen ligger hos dem selv. De er hildet i bedrag. De er ikke Herrens fattige.