I saw that ministers who labor in word and doctrine have a great work before them; a heavy responsibility rests upon them. In their labor they do not come close enough to hearts. Their work is too general, and often too scattered. Their labor must be concentrated to the very ones for whom they are laboring. When they preach from the desk, they only commence their work. They must then live out their preaching, ever guarding themselves, that they bring not a reproach upon the cause of God. They should illustrate by example the life of Christ. 1 Corinthians 3:9: “For we are laborers together with God.” 2 Corinthians 6:1: “We then, as workers together with Him, beseech you also that ye receive not the grace of God in vain.” The minister’s work is not done when he leaves the desk. He should not then throw off the burden and occupy his mind with reading or writing unless this is actually necessary. He should follow up his public labors by private efforts, laboring personally for souls whenever an opportunity presents, conversing around the fireside, beseeching and entreating souls in Christ’s stead to be reconciled to God. Our work here is soon to close, “and every man shall receive his own reward according to his own labor.” {1T 432.1}

Jeg så at prædikanter, som arbejder i ord og lære, har en stor gerning foran dem; et tungt ansvar hviler på dem. I deres arbejde kommer de ikke tæt nok til hjerterne. Deres arbejde er for generelt og ofte for udspredt. Deres arbejde må koncentreres til dem som de arbejder på. Når de prædiker fra talerstolen, begynder de kun arbejdet. De må så efterleve deres forkyndelse og altid vogte over sig selv, så de ikke bliver en skamplet på Guds sag. De bør ved deres eksempel illustrere Kristi liv. 1.Korinter 3,9: »Thi Guds medarbejdere er vi.« 2.Korinter 6,1: »Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde.« Prædikantens arbejde er ikke gjort, når han forlader talerstolen. Han burde ikke kaste byrden væk og fylde sit sind med læsning eller skrivning medmindre det er absolut nødvendigt. Han bør følge sin offentlige virksomhed op med private anstrengelser, personligt arbejde for sjæle, hvor end en anledning måtte give sig, samtale omkring kaminen, bede inderligt, i Kristi sted, sjæle om at blive forsonet med Gud. Vort arbejde her vil snart slutte, hver skal »få sin løn i forhold til sin møje."