At length I was induced to be present at one of the meetings in my own home. The church made my case a special subject of prayer. Father Pearson, who in my earlier experience had opposed the manifestations of the power of God upon me, now prayed earnestly for me, and counseled me to surrender my will to the will of the Lord. Like a tender father he tried to encourage and comfort me, bidding me believe I was not forsaken by the Friend of sinners. {1T 64.2}

Langt om længe blev jeg foranlediget til at være til stede ved et af møderne i mit eget hjem. Menigheden gjorde mit tilfælde til et særligt bedeemne. Far Pearson, som i min tidligere erfaring havde modsat sig tilkendegivelserne af Guds magt på mig, bad nu inderligt for mig og rådede mig til at overgive min vilje til Herrens vilje. Som en nænsom far prøvede han at opmuntre og trøste mig, idet han bød mig tro, at jeg ikke var forladt af synderes Ven.