Young preachers, and men who have once been ministers, who have been coarse and rough in their manners, making expressions in their conversation which were not perfectly modest and chaste, are not fit to engage in this work until they give evidence of an entire reform. One word spoken unadvisedly may do more harm than a series of meetings held by them will do good. They leave the standard of truth, which should be ever exalted, lowered to the dust before the community. Their converts generally come up no higher than the standard raised for them by the ministers. Men who are standing between the living and the dead should be just right. The minister should not be off his guard for a single moment. He is laboring to elevate others by bringing them up upon the platform of truth. Let him show to others that the truth has done something for him. He should see the evil of these careless, rough, vulgar expressions, and should put away and despise everything of this character. Unless he does this, his converts will pattern after him. And when faithful ministers shall follow after and labor with these converts to correct their wrongs, they will excuse themselves by referring to the minister. If you condemn his course, they will turn to you and ask: Why do you uphold and give influence to men by sending them out to preach to sinners while they are sinners themselves? {1T 445.1}

Unge forkyndere og mænd som tidlige har været prædikanter, som har været grove og rå i deres metoder og har ikke udtrykt hvad der er helt sømmeligt og rent i deres omgang med andre, er ikke egnet til at tage del i dette arbejde, før de giver udtryk af fuldstændig fornyelse. Et uklogt ord kan gøre mere skade end en række møder af den, som vil gøre godt. De forlader sandhedens standard, som altid burde være ophøjet og er fornedret til støvet, i forhold til fællesskabet. Deres nyomvendte kommer normalt ikke til noget højere stade end den standard, der er fremhævet for dem af prædikanterne. Mennesker, som står mellem det levende og døde burde opføre sig helt rigtigt. Prædikanten bør ikke, et øjeblik, være væk fra sin vagt. Han arbejder på at løfte andre, ved at bringe dem op på sandhedens platform. Lad ham vise andre at sandheden har gjort noget for ham. Han burde se det dårlige fra disse hensynsløse, rå og vulgære udtryksformer og burde foragte og lægge (446) alt væk af den karakter. Hvis ikke han gør dette, vil hans nyomvendte tage ham, som forbillede. Og når trofaste prædikanter følger efter og arbejder med disse nyomvendte for at rette deres fejl, vil de undskylde sig selv ved at henvise til prædikanten. Hvis du fordømmer denne fremgangsmåde, vil de vende sig til dig og spørge: Hvorfor hævder du dig og påvirker mennesker til at gå ud for at tale til syndere, når de selv er syndere?