Men who are chosen of God to labor in this cause will give proof of their high calling and will consider it their highest duty to grow and improve until they shall become able workmen. Then, as they manifest an earnestness to improve upon the talent which God has entrusted to them, they should be helped judiciously. But the encouragement given them should not savor of flattery, for Satan himself will do enough of that kind of work. Men who think that they have a duty to preach should not be sustained in throwing themselves and their families at once upon the brethren for support. They are not entitled to this until they can show good fruits of their labor. There is now danger of injuring young preachers, and those who have but little experience, by flattery, and by relieving them of burdens in life. When not preaching they should be doing what they can for their own support. This is the best way to test the nature of their call to preach. If they desire to preach only that they may be supported as ministers, and the church pursue a judicious course, they will soon lose the burden and leave preaching for more profitable business. Paul, a most eloquent preacher, miraculously converted of God to do a special work, was not above labor. He says: “Even unto this present hour we both hunger, and thirst, and are naked, and are buffeted, and have no certain dwelling place; and labor, working with our own hands: being reviled, we bless; being persecuted, we suffer it.” 1 Corinthians 4:11, 12. “Neither did we eat any man’s bread for nought; but wrought with labor and travail night and day, that we might not be chargeable to any of you.” 2 Thessalonians 3:8. {1T 446.2}

Mennesker som er udvalgt af Gud til at arbejde for denne sag vil give bevis på deres høje kald og vil anse det for at være deres højeste pligt at vokse og blive bedre indtil de bliver duelige arbejdsfolk. Idet de viser en alvor for at forbedre de talenter, som Gud har betroet dem, vil de da blive skønsomt hjulpet. Men den opmuntring de får, bør ikke lugte af smiger, for Satan selv vil gøre tilstrækkeligt af den slags. Mennesker, som tror at de har en pligt til at forkynde, bør ikke hjælpes i at læne sig selv og deres familier til brødrene for at få støtte. De er ikke berettiget til dette før de kan vise gode frugter fra deres arbejde. Der er nu fare for at skade unge forkyndere og dem som kun har lidt erfaring, med smiger og ved at lindre livets byrder. Når de ikke prædiker bør de gøre hvad de kan for at hjælpe sig selv. Dette er den bedste måde at prøve deres kald til at prædike, på. Hvis de kun ønsker (447) at prædike for at blive støttet som prædikanter og menigheden tilstræber en skønsom kurs, vil de snart miste byrden og lade forkyndelsen være til en mere nyttiggørende affære. Paulus den mest veltalende forkynder, blev mirakuløst forvandlet af Gud til at gøre et særligt arbejde, var ikke for indbildsk til at arbejde. Han siger: »Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse; vi arbejder hårdt med vore hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri.« 1.Korinter 4,11.12. »Ej heller fik vi føden hos nogen uden vederlag, men vi arbejdede under slid og møje nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde.« 2.Tessaloniker 3,8.