I was cited the case of Abraham. God said to him, “Take now thy son, thine only son Isaac, whom thou lovest, and get thee into the land of Moriah; and offer him there for a burnt offering upon one of the mountains which I will tell thee of.” Abraham obeyed God. He did not consult his feelings, but with a noble faith and confidence in God he prepared for his journey. With a heart rent with anguish he beheld the proud and loving mother gazing with fond affection upon the son of promise. But he led that loved son away. Abraham suffered, yet he did not let his will rise in rebellion against the will of God. Duty, stern duty, controlled him. He dared not consult his feelings or yield to them for one moment. His only son walked by the side of the stern, loving, suffering father, talking engagedly, uttering over and over the fond name of father, and then inquiring: “Where is the sacrifice?” Oh, what a test for the faithful father! Angels looked with pleased wonder upon the scene. The faithful servant of God even bound his beloved son and laid him upon the wood. The knife was raised, when an angel cried out: “Abraham, Abraham.... Lay not thine hand upon the lad.” {1T 454.1}

Jeg fik oplæst Abrahams tilfælde. Gud sagde til ham: »Tag din søn Isak, din eneste, ham du elsker og drag ham til Morija land og bring ham der som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig!« Abraham adlød Gud. Han så ikke på sine følelser. Med en ædel tro og tillid til Gud beredte han sig for sin rejse. Med et hjerte sønderrevet i pine så han på den stolte og elskende moder se med øm kærlighed på den lovede søn. Men han ledte denne elskede søn væk. Abraham led, alligevel lod han ikke sin vilje rejse sig i oprør mod Guds vilje. Pligt, streng pligt, beherskede ham. Han vovede ikke at se på sine følelser eller overgive sig til dem et øjeblik. Hans eneste søn vandrede sammen med den strenge, elskende, lidende far og talte engageret og udtrykte igen og igen det kærlige navn far og spørger senere: Hvor er dyret til brændofret?« Oh hvilken prøve for den trofaste fader! Engle så med tilfreds undren på dette drama. Guds trofaste tjener bandt sågar sin elskede søn og lagde ham på træet. Kniven blev hævet, da en engel råbte: »Abraham, Abraham... Ræk ikke din hånd ud mod drengen."