They devote but little time to the improvement of the mind, and but little time to social or domestic enjoyment. They are of but little benefit to anyone. Their lives are a terrible mistake. Those who thus abuse themselves feel that their course of unremitting labor is praiseworthy. They are destroying themselves by their presumptuous labor. They are marring the temple of God by continually violating the laws of their being through excessive labor, and yet they think it a virtue. When God calls them to account, when He requires of them the talents He has lent them, with usury, what can they say? What excuse can they make? Were they heathen who know nothing of the living God, and in their blind idolatrous zeal throw themselves under the car of Juggernaut, their cases would be more tolerable. But they had the light, they had warning upon warning to preserve their bodies, which God calls His temple, in as healthy a condition as possible that they might glorify Him in their bodies and spirits, which are His. The teachings of Christ they disregarded: “Lay not up for yourselves treasures upon earth, where moth and rust doth corrupt, and where thieves break through and steal: but lay up for yourselves treasures in heaven, where neither moth nor rust doth corrupt, and where thieves do not break through nor steal. For where your treasure is, there will your heart be also.” They let worldly cares entangle them. “But they that will be rich fall into temptation and a snare, and into many foolish and hurtful lusts, which drown men in destruction and perdition.” They worship their earthly treasure, as the ignorant heathen does his idols. {1T 476.2}


Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 84. 476.     Fra side 476 i den engelske udgave.tilbage

Vore prædikanter

De bruger kun lidt tid til at forbedre sindet og kun lidt tid til sociale eller huslige glæder. De er kun til lidt gavn for andre. Deres tilværelse er en frygtelig fejltagelse. Dem, som på denne måde misbruger sig selv, føler at deres måde at arbejde uophørlig på er prisværdig. De ødelægger sig selv ved deres formastelige arbejde. De (477) ødelægger Guds tempel, ved at overtræde menneskekroppens lov gennem alt for meget arbejde hele tiden og alligevel anser de det for at være en dyd. Når Gud sætter dem til regnskab, når han kræver de talenter igen, som han har lånt dem med renter, hvad kan de så sige? Hvilken undskyldning kan de give? Var de hedninger, som intet ved om Gud og blinde i deres afguderiske iver underkaste sig selv Jagannathas vogn, ville deres tilfælde nogenlunde gå an. Men de havde fået lys, de havde fået advarsel efter advarsel mod at passe på deres legemer, som Gud kalder for sit tempel, i en så sund tilstand så muligt, så de kan forherlige ham i deres legeme og ånd, som er hans. De lod hånt om Kristi lære: »Samel jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler, men samel jer skatte i Himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.« De lader dem indfiltre i verdens bekymringer. »Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begrænsninger, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.« De dyrker deres jordiske rigdomme, som de uvidende hedninger dyrker deres afguder.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.