Some have sneered at this work of reform and have said it was all unnecessary, that it was an excitement to divert minds from present truth. They have said that matters were being carried to extremes. Such do not know what they are talking about. While men and women professing godliness are diseased from the crown of their head to the soles of their feet, while their physical, mental, and moral energies are enfeebled through gratification of depraved appetite and excessive labor, how can they weigh the evidences of truth and comprehend the requirements of God? If their moral and intellectual faculties are beclouded, they cannot appreciate the value of the atonement or the exalted character of the work of God, nor delight in the study of His word. How can a nervous dyspeptic be ready always to give an answer to every man that asketh him a reason of the hope that is in him, with meekness and fear? How soon would such a one become confused and agitated, and by his diseased imagination be led to view matters in altogether a wrong light, and by a lack of that meekness and calmness which characterized the life of Christ be caused to dishonor his profession while contending with unreasonable men? Viewing matters from a high religious standpoint, we must be thorough reformers in order to be Christlike. {1T 487.2}

Nogle har hånet dette reformarbejde og har sagt at det var unødvendigt og at det er en ophidselse, der adskiller tankerne fra den nærværende sandhed. De sagde at det bragte tingene til yderligheder. Disse ved ikke hvad de taler om. Hvordan kan mænd og kvinder, som vedkender sig at være gudfrygtige, veje sandhedens beviser og fatte Guds krav, så længe de er syge fra deres hoveds isse til deres fodsål, (488) så længe deres fysiske, åndelige og moralske styrke er svækket på grund af deres fordærvede appetit tilfredsstilles og alt for meget arbejde? Er deres moralske og forstandsmæssige evner omtåget kan de ikke værdsætte soningens værdi eller den ophøjede karakter i Guds arbejde, ej heller glæde sig ved studiet af hans ord. Hvordan kan en nervesvag dyspetiker altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver ham regnskab for det håb, som er i ham, med sagtmodighed og frygt. Hvor hurtigt vil en sådan person ikke blive forvirret og nervøs og blive ledt af sin sygelige fantasi til at se sagerne i et fuldstændigt forkert lys. Når den sagtmodighed og ro, der karakteriserede Kristi liv, mangler, vanærer han så han ikke denne sag, når han, trods sin bekendelse, strides med urimelige folk? Ved at se tingene fra et højt religiøst ståsted, bliver vi nidkære reformatorer så vi kan ligne Kristus.