Chapter 91—Proper Observance of the Sabbath December 25, 1865, I was shown that there has been too much slackness in regard to the observance of the Sabbath. There has not been promptness to fulfill the secular duties within the six working days which God has given to man and carefulness not to infringe upon one hour of the holy, sacred time which He has reserved to Himself. There is no business of man’s that should be considered of sufficient importance to cause him to transgress the fourth precept of Jehovah. There are cases in which Christ has given permission to labor even on the Sabbath in saving the life of men or of animals. But if we violate the letter of the fourth commandment for our own advantage from a pecuniary point of view we become Sabbathbreakers and are guilty of transgressing all the commandments, for if we offend in one point we are guilty of all. If in order to save property we break over the express command of Jehovah, where is the stopping place? Where shall we set the bounds? Transgress in a small matter, and look upon it as no particular sin on our part, and the conscience becomes hardened, the sensibilities blunted, until we can go still further and perform quite an amount of labor and still flatter ourselves that we are Sabbathkeepers, when, according to Christ’s standard, we are breaking every one of God’s holy precepts. There is a fault with Sabbathkeepers in this respect; but God is very particular, and all who think that they are saving a little time, or advantaging themselves by infringing a little on the Lord’s time, will meet with loss sooner or later. He cannot bless them as it would be His pleasure to do, for His name is dishonored by them, His precepts lightly esteemed. God’s curse will rest upon them, and they will lose ten or twentyfold more than they gain. “Will a man rob God? Yet ye have robbed Me, ... even this whole nation.” {1T 531.2}


Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 91. 531.     Fra side 531 i den engelske udgave.tilbage

Sabbatens rette helligholdelse

[Den 25. december 1865 blev det vist mig, at der har været for megen slaphed med hensyn til sabbatens helligholdelse. Man har ikke været punktlig med at fuldføre de almindelige pligter (532) i løbet af de seks arbejdsdage, som Gud har givet menneskene, eller forsigtig med ikke at forgribe sig på en eneste time af den hellige tid, har forbeholdt sig selv. Ingen bør betragte sit menneskelige gøremål som værende af så stor betydning, at det skulle lede vedkommende til at overtræde det fjerde bud, som Herren har givet. Der gives tilfælde, hvor Kristus har tilladt arbejde endog på sabbaten for at redde menneskers eller dyrs liv. Men dersom vi af hensyn til vor egen økonomiske fordel overtræder bogstaven i det fjerde bud, bliver vi sabbatsbrydere og pådrager os skyld for overtrædelse af alle budene; for dersom vi snubler på et punkt, er vi blevet skyldige i alle. Dersom vi for at redde ejendom nogensinde gør brud på Herrens udtrykkelige befaling, hvor langt kan vi da gå? Hvor skal vi sætte grænsen? Dersom vi overtræder i en lille ting og ikke betragter det som nogen særlig synd for vort vedkommende, forhærdes samvittigheden og de fine følelser lammes, indtil vi kan gå endnu længere og udføre en betydelig mængde arbejde og dog smigre os med, at vi holder sabbaten, medens vi efter Kristi målestok bryder hvert eneste af Guds hellige bud. Der er en mangel hos sabbatsholdere i denne henseende, men Gud er meget nøje og alle, som mener, at de sparer lidt tid eller gavner sig selv ved at gøre et lille indgreb i Herrens tid, vil før eller senere lide tab. Han kan ikke velsigne dem, således som han gerne ville, for de vanærer hans navn og ringeagter hans forskrifter. Guds forbandelse vil hvile over dem og de vil tabe ti eller tyve gange så meget, som de vinder. »Skal et menneske bedrage Gud? I ... bedrager dog mig, ja alt folket gør det!"

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.