In this last vision I was shown that which fully justifies my course in publishing personal testimonies. When the Lord singles out individual cases and specifies their wrongs, others, who have not been shown in vision, frequently take it for granted that they are right, or nearly so. If one is reproved for a special wrong, brethren and sisters should carefully examine themselves to see wherein they have failed and wherein they have been guilty of the same sin. They should possess the spirit of humble confession. If others think them right, it does not make them so. God looks at the heart. He is proving and testing souls in this manner. In rebuking the wrongs of one, He designs to correct many. But if they fail to take the reproof to themselves, and flatter themselves that God passes over their errors because He does not especially single them out, they deceive their own souls and will be shut up in darkness and be left to their own ways to follow the imagination of their own hearts. {2T 112.2}

I det sidste syn fik jeg vist det som til fulde retfærdiggør min måde at udgive mine personlige vidnesbyrd på. Når Herren udpeger de forskellige problemer og påpeger deres fejl, tager andre, som ikke har været vist i synet, ofte det for givet at de er rigtige, eller næsten rigtige. Hvis een irettesættes for en særlig fejl, burde brødre og søstre ransage sig selv omhyggeligt for at se hvori de har fejlet og hvori de har været skyldig i den samme synd. De burde være i besiddelse af en ydmyg bekendelsesånd. Hvis andre tror om dem at de er fejlfrie, bliver de ikke rene af det. Gud ser på hjertet. Han forsøger og prøver sjæle i disse ting. Når han irettesætter éns fejl, har han tænkt sig at rette manges fejl. Men hvis de undlader at tage irettesættelsen på sig selv, bilder de sig selv ind at (113) Gud går forbi deres fejl, fordi han ikke på en særlig måde peger dem ud og de bedrager deres egne sjæle og vil blive spærret inde i mørke og blive overladt til deres egne veje og følge deres egne hjerters indbildning.