Chapter 15—Caution to Ministers In the vision given me June 12, 1868, I was deeply impressed with the great work to be accomplished to prepare a people for the coming of the Son of man. I saw that the harvest is great, but the laborers are few. Many who are at the present time in the field, laboring to save souls, are feeble. They have borne heavy burdens, which have tried and worn them. Yet, I was shown that with some of our ministers there has been too great an expenditure of strength which was not actually required. Some pray too long and too loud, which greatly exhausts their feeble strength and needlessly expends their vitality; others frequently make their discourses one third or one half longer than they should. In so doing they become excessively weary, the interest of the people decreases before the discourse closes, and much is lost to them, for they cannot retain it. One half that was said would have been better than more. Although all the matter may be important, the success would be much greater were the praying and talking less lengthy. The result would be reached without so great weariness. They are needlessly using up their strength and vitality, which, for the good of the cause, it is so necessary to retain. It is the long-protracted effort, after laboring to the point of weariness, which wears and breaks. {2T 116.2}

I det syn der blev givet mig dem 12.juni 1868, blev jeg stærkt imponeret over det store arbejde der skulle udrettes til beredelsen af et folk for Menneskesønnens komme. Jeg så at høsten er stor, men arbejderne få. Mange som for øjeblikket er i marken og arbejder på sjæles frelse, er svage. De har båret tunge byrder, som har bundet dem og har slidt på dem. Alligevel fik jeg vist at der har været brugt for mange kræfter hos nogle af vore prædikanter, - flere kræfter end påkrævet. Nogle beder for længe og for højt, hvilket opbruger deres svage kræfter og unødigt tærer deres livskraft; andre gør deres prædikener ofte en tredjedel eller en halv gang længere end de burde. Gør de dette (117) bliver de alt for trætte, folks interesse aftager før prædiken slutter og de mister meget for de kan ikke huske det. Halvdelen af det som blev sagt ville have været bedre end hvis det var det hele. Selv om det halve kan være betydningsfuldt, ville det have været meget bedre hvor bøn og tale ikke var så lang. Virkningen kunne opnås uden det var så kedeligt. De opbruger deres styrke og livskraft unødigt, som, for sagens skyld, ellers er så nødvendig at beholde. Det er den langtrukne anstrengelse, arbejdet efter træthedspunktet som trætter og ødelægger.