We have united in earnest prayer around the sickbed of men, women, and children, and have felt that they were given back to us from the dead in answer to our earnest prayers. In these prayers we thought we must be positive and, if we exercised faith, that we must ask for nothing less than life. We dared not say, “If it will glorify God,” fearing it would admit a semblance of doubt. We have anxiously watched those who have been given back, as it were, from the dead. We have seen some of these, especially youth, raised to health, and they have forgotten God, become dissolute in life, causing sorrow and anguish to parents and friends, and have become a shame to those who feared to pray. They lived not to honor and glorify God, but to curse Him with their lives of vice. {2T 148.3}


Vidnesbyrd for menigheden bind 2 kapitel 22. 148.     Fra side 148 i den engelske udgave.tilbage

Bøn for de syge

Vi har forenet os i alvorlig bøn omkring mænds, kvinders og børns sygeleje og vi har følt, at de blev givet os tilbage fra døden som svar på vore alvorlige bønner. I disse bønner mente vi, at vi måtte være bestemte og at vi, om vi øvede tro, ikke måtte bede om mindre end livet. Vi vovede ikke at sige: "Hvis det vil herliggøre Gud," af frygt for, at det ville give rum for en skygge af tvivl. Vi har med spænding fulgt (149) dem, der så at sige kom tilbage fra de døde. Vi har set nogle af disse, navnlig unge mennesker, blive oprejst til sundhed og de har glemt Gud, har ført et udsvævende liv til sorg og ængstelse for forældre og venner og er blevet en skam for sådanne, som var bange for at bede. De levede ikke for at ære og herliggøre Gud, men for at forbande ham ved deres lastefulde liv.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.