Oh, was there ever suffering and sorrow like that endured by the dying Saviour! It was the sense of His Father’s displeasure which made His cup so bitter. It was not bodily suffering which so quickly ended the life of Christ upon the cross. It was the crushing weight of the sins of the world, and a sense of His Father’s wrath. The Father’s glory and sustaining presence had left Him, and despair pressed its crushing weight of darkness upon Him and forced from His pale and quivering lips the anguished cry: “My God, My God, why hast Thou forsaken Me?” {2T 209.1}


Vidnesbyrd for menigheden bind 2 kapitel 30. 209.     Fra side 209 i den engelske udgave.tilbage

Vidnesbyrd 17(1869)
Kristi lidelser

Oh, var der vel nogensinde en lidelse og sorg lig den, som den døende frelser udholdt? Det var følelsen af Faderens mishag, der gjorde ende på Kristi liv på korset. Det var den knusende vægt af verdens synder og følelsen af Faderens vrede. Faderens herlighed og styrkende nærværelse havde forladt ham og fortvivlelsen tyngede ham med sin knusende vægt af mørke og fremtvang fra hans blege, skælvende læber det angstfulde råb: »Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?"

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.