Jesus had united with the Father in making the world. Amid the agonizing sufferings of the Son of God, blind and deluded men alone remain unfeeling. The chief priests and elders revile God’s dear Son while in His expiring agonies. Yet inanimate nature groans in sympathy with her bleeding, dying Author. The earth trembles. The sun refuses to behold the scene. The heavens gather blackness. Angels have witnessed the scene of suffering until they can look no longer, and hide their faces from the horrid sight. Christ is dying! He is in despair! His Father’s approving smile is removed, and angels are not permitted to lighten the gloom of the terrible hour. They can only behold in amazement their loved Commander, the Majesty of heaven, suffering the penalty of man’s transgression of the Father’s law. {2T 209.2}

Jesus havde i forening med Faderen skabt verden. Blinde og bedragne mennesker er alene om at forblive ufølsomme under Guds søns kvalfulde lidelser. Ypperstepræsterne og de ældste håner Guds kære søn i hans kvaler i dødens stund. Men den livløse natur sukker i medfølelse med sin blødende, døende skaber. Jorden ryster. Solen nægter at beskue denne scene. Himmelen klæder sig i sort. Engle har været vidne til synet af lidelsen, indtil de ikke formår at se mere og skjuler deres åsyn for det grufulde skue. Kristus er ved at dø! Han er i fortvivlelse! Faderens bifaldende smil er borte og engle får ikke tilladelse til at oplyse mørket i denne forfærdelige time. De kan kun med forfærdelse se, at deres elskede befalingsmand, himmelens majestæt, lider straffen for menneskenes overtrædelse af Faderens lov.