Even doubts assailed the dying Son of God. He could not see through the portals of the tomb. Bright hope did not present to Him His coming forth from the tomb a conqueror and His Father’s acceptance of His sacrifice. The sin of the world, with all its terribleness, was felt to the utmost by the Son of God. The displeasure of the Father for sin, and its penalty, which is death, were all that He could realize through this amazing darkness. He was tempted to fear that sin was so offensive in the sight of His Father that He could not be reconciled to His Son. The fierce temptation that His own Father had forever left Him caused that piercing cry from the cross: “My God, My God, why hast Thou forsaken Me?” {2T 209.3}


Vidnesbyrd for menigheden bind 2 kapitel 30. 209.     Fra side 209 i den engelske udgave.tilbage

Vidnesbyrd 17(1869)
Kristi lidelser

Guds døende søn blev endog anfægtet af tvivl. Han kunne ikke se igennem gravens porte. Intet lyst håb (210) viste ham hans udgang af graven som sejrherre eller Faderens godkendelse af hans offer. Guds søn skulle i fuldt mål mærke synden i hele dens frygtelighed. Faderens mishag over synden tilligemed dens straf, som er døden, var det eneste, han kunne opfatte i dette forfærdende mørke. Han blev fristet til at frygte for, at synden var så anstødelig i Faderens øjne, at han ikke ville kunne forsones med sin søn. den voldsomme følelse af, at hans egen fader for stedse havde forladt ham, var årsag til det gennemtrængende råb fra korset: »Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?"

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.