You imagine that you cannot walk, or ride, or even exercise, and you settle into a cold, dead apathy. You are a grief and anxiety to your indulgent parents, and no comfort to yourself. You can rally, you can work, you can shake off this terrible indifference. Your mother needs your aid; your father needs the comfort you can give him; your brothers need a kindly care from their elder sister; your sisters need your instruction. But here you sit upon the stool of indolence, dreaming of unrequited love. For your own soul’s sake, have done with this folly. Read your Bible as you have never read it before. Engage in home duties, and lighten the cares of your overburdened, overworked parents. You may not be able to do a great amount at first, but every day increase the task you set yourself. This is the surest remedy for a diseased mind and an abused body. {2T 325.1}

Ud fra det der er vist mig har sabbatsholdende adventister kun en svag fornemmelse af hvor megen plads verden og egenkærligheden får i deres hjerter. Hvis I har et ønske om at gøre godt og forherlige Gud, er der mange måder i kan gøre det på. Men I har ikke følt at dette var udslaget af sand religion. Dette er frugten som ethvert godt træ vil give. I har ikke følt at det forlanges af jer at være interesseret i andre, at gøre deres problemer til jeres egne og at vise en (329) uselvisk interesse for netop dem som har brug for hjælp. I har ikke rakt hænderne ud for at hjælpe de mest trængende, de mest hjælpeløse. Havde I jeres egne børn til at forlange jeres omsorg, hengivenhed og kærlighed ville I ikke være så indelukkede i jer selv og jeres egne interesser. [Hvis de, som ingen børn har og som Gud har gjort til husholdere over midler, ville lade deres hjerter lede dem til at drage omsorg for børn, der trænger til kærlighed, omhu og hengivenhed og til bistand med denne verdens goder, ville de blive langt lykkeligere, end de er i dag. Så længe de unge, som ikke har en faders medlidende omsorg, ej heller en moders ømme kærlighed, er udsatte for disse sidste dages fordærvelige indflydelser, er det nogens pligt at være i faders og moders sted for nogle af dem. Lær at vise dem kærlighed, hengivenhed og sympati. Alle, der bekender sig til at have en himmelsk Fader, som de håber vil have omsorg for dem og til sidst føre dem til det hjem, han har beredt for dem, burde føle det som en højtidelig pligt, der påhviler dem, at være de venneløses venner og de faderløses fædre, at hjælpe enker og at være til nogen praktisk nytte i verden ved at gavne menneskeheden. Mange har ikke set disse ting i det rette lys. Hvis de lever blot for sig selv, vil de ikke få mere styrke, end dette kræver. Vejl f menigh bd. 2 side 431]