In regard to E, do not, I entreat of you, forget that he is a child, with only a child’s experience. Do not measure him, a poor, weak, feeble boy, with yourselves and expect of him accordingly. I fully believe that it is in your power to do the right thing by this orphan. You can present inducements to him so that he will not feel that his task is cheerless, unrelieved by a ray of encouragement. You, my brother and sister, can enjoy yourselves in each other’s confidence, you can sympathize with each other, interest and amuse each other, and tell your trials and burdens to each other. You have something to cheer you, while he is alone. He is a thinking boy, but has no one to confide in or to give him a cheering word amid his discouragements and severe trials, which I know he has as well as those more advanced in years. {2T 332.2}

Husbesøg danner en betydningsfuld del af prædikantens arbejde. Han bør bestræbe sig på at tale med alle medlemmer i familien, uanset om de bekender sig til sandheden eller ej. Det er hans opgave at forvisse sig om alles åndelige tilstand; og han bør leve så nær til Gud at han kan rådgive, formane og irettesætte omhyggeligt og i visdom. Han bør have Guds nåde i sit eget hjerte og altid Guds ære for øje. Al løssluppenhed og fjas er udtrykkelig forbudt i Guds ord. Hans samtale bør være himmelsk, hans ord krydret med nåde. Al smiger bør lægges væk, for det er Satans værk at smigre. Stakkels, svage faldne mennesker i almindelighed tænker nok om sig selv og behøver ingen hjælp i den retning. At smigre dine prædikanter er ikke på sin plads. Det fordrejer tankerne og leder ikke til sagtmodighed og ydmyghed; alligevel holder mænd og kvinder af at blive prist og for ofte er det tilfældet at prædikanterne holder af det. Deres forfængelighed tilfredsstilles ved dette og den har vist sig at være en forbandelse for mange. Irettesættelse skal værdsættes højere end smiger.