Some have no experience in taking hold of the work as though it was of vital importance. They do not enter upon it with that zeal and earnestness which would show that they are doing work which will have to bear the test of the judgment. They work too much in their own strength. They do not make God their trust, and therefore errors and imperfections mark all their efforts. They do not give the Lord an opportunity to do anything for them. They do not walk by faith, but by sight. They will go no faster or further than they can see. They do not seem to understand that venturing something for the truth’s sake has any part in their religious experience. {2T 339.1}

Når de unge tilegner sig skammelige vaner, vil de aldrig opnå styrke til fuldt ud og på rette måde at udvikle fysisk, intellektuel og moralsk karakter. Her var en mand, som daglig nedværdigede sig selv og dog turde vove at træde frem for Guds åsyn og bede om en forøgelse af styrke, som han på skammelig vis havde bortødslet og som han i tilfælde af bønhørelse ville ødsle bort i sine lyster. Hvilken overbærenhed Gud dog har! Dersom han handlede med menneskene efter deres fordærvede veje, hvem kunne da leve for hans øjne? Hvad ville være sket, om vi havde været mindre varsomme og havde bragt denne mands sag frem for Gud, medens manden øvede uretfærdighed? Ville Herren have hørt os? Ville han have svaret? »Thi du er ikke en Gud. der ynder ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, for dig skal dårer ej træde frem, du hader hver udådsmand. Havde jeg tænkt på ondt i mit hjerte, da havde Herren ej hørt.«