Those who are in Christ’s stead beseeching souls to be reconciled to God should by precept and example manifest an undying interest to save souls. Their earnestness, perseverance, self-denial, and spirit of sacrifice should as far exceed the diligence and earnestness of those securing earthly gain as the soul is more valuable than the trash of earth and the subject more elevated than earthly enterprises. All worldly enterprises are of trifling importance compared with the work of saving souls. Earthly things are not enduring, although they cost so much. But one soul saved will shine in the kingdom of heaven throughout eternal ages. {2T 336.1}

Nogle vil indrømme det onde i syndig nydelse, men vil alligevel undskylde sig med at sige, at de ikke kan sejre over deres lidenskaber. Dette er en frygtelig indrømmelse at gøre for den, der nævner Kristi navn. »Enhver, som nævner Herrens navn, skal holde sig fra uretfærdighed.« Hvoraf kommer denne svaghed? Den skyldes, at de dyriske tilbøjeligheder er blevet styrket ved brugen, indtil de har fået overtaget over de højere Kræfter. Mænd og kvinder mangler princip. De er ved at dø åndeligt, fordi de har kælet så længe for deres, naturlige lyster, at deres kraft til at herske over sig selv synes at være forsvundet. De lavere lidenskaber i deres natur har taget tøjlerne og det, som skulle være den rådende magt, er blevet en fordærvet lidenskabs tjener. Sjælen boldes i den usleste trældom. Sanselighed har udslukket ønsket om hellighed og den åndelige fremgang undergaves.