Chapter 67—Unfaithfulness in Stewardship Dear Brother K, A few things which are pressing upon my mind I feel a duty to write to Brother L and you. I have related the substance of the matter before you; but as my mind is still burdened, I will write. {2T 569.2}

Gud gav anvisning til Israelitterne om at samle sig foran ham ved fastsatte tidspunkter, på det sted han valgte og helligholdte særlige dage hvor intet unødigt arbejde skulle gøres, for tiden skulle helliges til vederlag for de velsignelser han havde givet dem. Ved disse særlige højtider skulle de bringe gaver, frivillige ofre og takofre til Herren, efter som han havde velsignet dem. Trællen og trælkvinden, den fremmede, den faderløse og enken, blev beordret til at fryde sig ved at Gud ved sin egen underfulde kraft havde bragt dem fra slaveriets trældomsåg til at nyde friheden. Og de blev pålagt ikke at vise sig tomhændet for Herren. De skulle vise tegn på deres taknemmelighed for Gud og hans varige barmhjertighed og velsignelser til dem. Disse ofre var forskellige alt efter den påskønnelse som giveren gav de velsignelser de havde lov til at nyde. Således blev folkets (574) karaktertræk tydeligt udviklet. Den som højt værdsætter de velsignelser Gud har udbredt på dem gav ofre alt efter hvordan de påskønnede disse velsignelser. Dem som fik sine moralske kæfter bedøvet og lammet af egenkærlighed og afguderisk kærlighed af den gunst de fik, i stedet for at blive inspireret af den brændende kærlighed fra deres gavmilde velgører, bragte ringe ofre. Således blev deres hjerter afsløret. Ved siden af disse særlige religiøse festdage med glæde og fryd, blev den årlige påskefest fejret af det jødiske folk. Herren sluttede den pagt at hvis de var tro i helligholdelsen af hans pålæg, ville han velsigne dem i al deres vækst og i alle deres hænders gerninger.