As we journeyed on, the road grew narrower and steeper. In some places it seemed so very narrow that we concluded that we could no longer travel with the loaded wagons. We then loosed them from the horses, took a portion of the luggage from the wagons and placed it upon the horses, and journeyed on horseback. {2T 594.2}

Jeg drømte at Herrens Ånd kom over mig og jeg rejste mig midt blandt gråden og bønnerne og sagde: Herren Guds Ånd er over mig. Jeg følte mig tilskyndet til at sige til dig at du må begynde at arbejde personligt for dig selv. Du ser hen på Gud og ønsker at han skal gøre det arbejde for dig som han har overladt dig at gøre. Hvis du selv vil gøre det arbejde som du ved du burde gøre, så vil Gud hjælpe dig når du har brug for det. Du har ladet de ting som Gud har overladt til dig ligge ugjorte hen. Du er blevet kaldet af Gud til dit arbejde. Havde du fulgt det lys som han har givet, så ville han lade mere lys skinne på dig; men så længe du tilsidesætter de råd, advarsler og irettesættelser der er givet, hvordan kan du da forvente at Gud (605) giver dig mere lys og velsignelser for forsømmelse og foragt? Gud er ikke som mennesker; han er ikke til at spøge med.