At length we came to a large chasm, at which our path ended. There was nothing now to guide the feet, nothing upon which to rest them. Our whole reliance must be upon the cords, which had increased in size until they were as large as our bodies. Here we were for a time thrown into perplexity and distress. We inquired in fearful whispers: “To what is the cord attached?” My husband was just before me. Large drops of sweat were falling from his brow, the veins in his neck and temples were increased to double their usual size, and suppressed, agonizing groans came from his lips. The sweat was dropping from my face, and I felt such anguish as I had never felt before. A fearful struggle was before us. Should we fail here, all the difficulties of our journey had been experienced for nought. {2T 596.2}


Vidnesbyrd for menigheden bind 2 kapitel 76. 607.     Fra side 607 i den engelske udgave.tilbage

En alvorlig drøm

Jeg blev vist tilbage til det gamle Israel. Gud gav dem sin lov, men de ville ikke adlyde den. Han gav dem da ceremonier og forordninger, så Gud kunne erindres når de udførte disse. De var så tilbøjelige til at glemme ham og hans krav på dem at de var nød til at være ved ilden for at erkende deres forpligtelse i at adlyde og ære deres Skaber. Havde de været lydige og elsket at holde Guds bud, ville mængden af ceremonier og forordninger ikke være påkrævet.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.