The prominent position which you as a family occupy in the church makes it highly necessary for you to be burden bearers. Not that you are to take burdens for those who are able to bear their own and also to aid others; but you should help those who stand most in need of help, those who are less favorably situated, who are erring and faulty, and who may have injured you and tried your patience to the utmost. It is just such ones that Jesus pities, because Satan has more power over them and is constantly taking advantage of their weak points and driving his arrows to wound them where they are least protected. Jesus exercises His power and mercy for just such pitiable cases. When He asked who loved most, Simon answered: “He to whom he forgave most.” Thus it will be. Jesus did not shun the weak, unfortunate, and helpless, but He helped such as needed help. He did not confine His visits and labors to a class more intelligent and less faulty, to the neglect of the unfortunate. He did not inquire whether it was agreeable for Him to be a companion of the poorest, the most needy. These are the ones whose company He sought, the lost sheep of the house of Israel. {2T 75.1}

Den fremtrædende stilling som I som en familie har i menigheden gør at det er yderst nødvendigt for jer at bære byrder. Ikke at I skal tage byrder for dem som selv er i stand til at bære sine egne byrder og hjælpe andre; men I skal hjælpe dem som har mest brug for hjælp, dem som er mindre gunstigt placeret, som begår fejl og er mangelfulde og som kan have skadet dig og prøvet din tålmodighed til det yderste. Det er netop sådanne mennesker som Jesus ynkes over, fordi Satan har mere magt over dem og benytter sig hele tiden af deres svage egenskaber og skyder sine pile mod dem for at såre dem der hvor de er mindst beskyttet. Jesus udøver sin magt og barmhjertighed i netop disse ynkværdige tilfælde. Da han spurgte hvem elskede mest, svarede Simon: »Jeg tænker den, som han eftergav mest.« Således vil det være. Jesus unddrog sig ikke for den svage, uheldigt stillede og hjælpeløse, men han hjalp dem som behøvede hjælp. Han begrænsede ikke sine besøg og arbejde til en mere intilligent og mindre fejlende klasse, så de uheldigt stillede blev forsømt. Han forhørte sig ikke om hvorvidt det passede sig for ham at være i ven med de fattigste, de mest trængende. Disse er dem hvis selskab han søger, det mistede får af Israels hus.