If parents could be aroused to a sense of the fearful responsibility which rests upon them in the work of educating their children, more of their time would be devoted to prayer and less to needless display. They would reflect and study and pray earnestly to God for wisdom and divine aid to so train their children that they may develop characters that God will approve. Their anxiety would not be to know how they can educate their children so that they will be praised and honored of the world, but how they can educate them to form beautiful characters that God can approve. {3T 145.2}

Hvis forældre kunne vækkes op til erkendelse af det frygtelige ansvar der påhviler dem i opdragelsesarbejdet for deres børn, ville der helliges mere af deres tid til bøn og mindre tid til nyttesløs fremvisning. De ville tænke tilbage og studere og bede alvorligt til Gud om visdom og guddommelig hjælp til at oplære deres børn så de kan udvikle den karakterer som Gud billiger. Deres bekymring vil ikke være om hvordan de kan oplære deres børn så de vil roses og æres af verden, men hvordan de kan oplære dem til at danne en smuk karakter Gud kan billige.