With astonishment mingled with terror the king hears the message that Elijah whom he fears and hates, is coming to meet him. He has long sought for the prophet that he might destroy him, and he knows that Elijah would not expose his life to come to him unless guarded or with some terrible denunciation. He remembers the withered arm of Jeroboam and decides that it is not safe to lift up his hand against the messenger of God. And with fear and trembling, and with a large retinue and an imposing display of armies, he hastens to meet Elijah. And as he meets face to face the man whom he has so long sought, he dares not harm him. The king, so passionate, and so filled with hatred against Elijah, seems to be powerless and unmanned in his presence. As he meets the prophet he cannot refrain from speaking the language of his heart: “Art thou he that troubleth Israel?” Elijah, indignant, and jealous for the honor and glory of God, answers the charge of Ahab with boldness: “I have not troubled Israel; but thou, and thy father’s house, in that ye have forsaken the commandments of the Lord.” {3T 278.1}

Med forbavselse blandet med forfærdelse hører kongen budskabet fra Elias, hvem han frygter og hader, kommer for at møde ham. Han har længe søgt efter profeten at så han kan tilintetgøre ham. Han ved at Elias ikke vil udsætte sit liv, for at komme til ham, medmindre han er bevogtet eller kommer med en frygtelig anklage. Han husker Jerobeams visnede hånd og beslutter at det ikke er sikkert at løfte sin vældige hånd mod Guds budbringer. Og med frygt og bæven og med et stort følge og en, vældig hær, haster han sig for at møde Elias. Og idet han mødes ansigt til ansigt med det menneske han så længe har ledt efter vover han ikke at gøre ham noget. Den så opildnede konge, så fyldt med had mod Elias, synes at være magtesløs og ensom. Idet han møder profeten kan han ikke afholde sig fra at sige ud af hjertet: »Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!« Elias som er opbragt og ivrig efter Guds ære og herlighed, svarer Akabs anklage frimodigt: »Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din Faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til Ba'alerne!"