The proposition of Elijah is reasonable. The people dare not evade it, and they find courage to answer: The word is good. The prophets of Baal dare not dissent or evade the matter. God has directed this trial and has prepared confusion for the authors of idolatry and a signal triumph for His name. The priests of Baal dare not do otherwise than accept the conditions. With terror and guiltiness in their hearts, while outwardly bold and defiant, they rear their altar, lay on the wood and the victim, and then begin their incantations, their chanting and bawling, characteristics of pagan worship. Their shrill cries re-echo through forests and mountains: “O Baal, hear us.” The priests gather in an army about their altars, and with leaping, and writhing, and screaming, and stamping, and with unnatural gestures, and tearing their hair, and cutting their flesh, they manifest apparent sincerity. {3T 281.2}

Elias forslag er fornuftigt. Folket vover ikke at unddrage sig det og de finder mod til at svare: Ordene er gode. Baals profeter vovede ikke at modsætte sig eller undvige. Gud har forordnet denne prøve og har skabt forvirring for afgudsdyrkerne og en tydelig sejr for hans navn. Baals præster vovede ikke at gøre noget andet end at gå ind på betingelserne. Med en frygtelig skyldfødelse i deres hjerner, mens de i det ydre var frimodige og udfordrende, rejste de deres alter, lagde træet på (282) og offeret og så begyndte de deres besværgelser, deres sange og skrål, kendetegnende for afgudedyrkelse. Deres gennemtrængende råb gav genlyd udover skove og bjerge: »Oh Baal, hør os.« Præsterne samlede en hær omkring deres altre og med hoppen og vridninger og skrig og stampen, med unatrulige fagter og rive sig i deres håret og skar sig i deres kød, viste de tilsyneladende oprigtighed.